Hjernen bag grovfoderteam har 25-års jubilæum

30. september 2019

Specialiseret rådgiver i Grovfoder og Mink: Tove Holm Vistedsen fejrer 25 års jubilæum hos Vestjysk

Hamrende skarp rådgiver, hjernen bag grovfoder-teamet og dedikeret grovfoder-specialist Tove Holm Vistedsen fejrer 11. oktober i år 25-års jubilæum som planterådgiver hos Vestjysk.

Selv vil Tove aldrig nogensinde omtale sig selv, som ”sindssyg god” til at sætte retningen i grovfoder-teamet eller fremhæve, at hun er en ”faglig skarp, dedikeret og strømlinet rådgiver”.

Men stik mod vestjysk fåmælthed, så holder hverken landmænd eller kolleger sig meget tilbage, når det gælder pæne ord om Tove.

Tove betegnes som en rigtig god organisator, og som altid hjælper, selvom hun selv har travlt.
 ” Vi går aldrig forgæves til Tove om hjælp. Men vi har dog fundet ud af, at når hun bliver lidt rød i hovedet – ja, så er grænsen ved at være nået”, lyder det.

Tilfældigt speciale
At det blev vestjysk for den unge dimittend med speciale i planter fra den Kgl. Veterinære Landbohøjskole i København, var en tilfældighed. Ligesom uddannelsen som agronom, også var det.

– Agronom er den første uddannelse i bogen: ”Hvad kan du blive”. Jeg nåede aldrig længere…., klukler Tove Holm Vistedsen på sin varme underspillede facon, som mange landmænd i det jyske har lært at sætte så stor pris på.

Hos vestjysk er Tove Holm Vistedsen i dag specialiseret rådgiver især på områderne for Grovfoder og Mink.

Men hun er også den koordinerende kraft bag nyhedsbrevet MARK NYT, og gennem årene har hun tillige engageret sig i mange tiltag, der har været med til at skabe arbejdspladser på landet.
Fx i forbindelse med de senere års tilskudsordninger for landdistrikter har Tove blandt andet været involveret i vådområder, gårdbutikker og det store jyske pileeventyr.

Fasters grise
Til trods for en opvækst midt i Ulfborg by, så har landbruget altid været en naturlig del af Toves liv.
På den fædrene side er stort set alle landmænd, og mange ferier blev holdt hos faster, der havde grise. Senere kom hun selv i huset på landet og passede også efterfølgende grise.

– Hvordan det lige blev planter, kan jeg ikke forklare, siger Tove Holm Vistedsen, men tilføjer, at hun altid har været optaget af biologi. Fordi biologi er uforudsigeligt.

 – Naturen ændrer sig hele tiden og sørger for at gøre én klogere.

Tove blev gift med Kurt Vistedsen, som er fra Brædstrup. Han flyttede uden at tøve med til det vestjyske, og parret købte siden en lille ejendom ved No. Herefter fulgte børnene Frederik, Johanne og Katrine, og i dag driver familien et hobbybrug med 8 hektar og 10 limousine ammekøer.

Årene flyver
Tove har svært ved at forklare, hvor årene er blevet af.

– Måske er det en floskel, men 25 år flyver af sted. Jeg synes, at forandringerne i jobbet har gjort, at jeg hele tiden bliver udfordret. Det gør arbejdet afvekslende og spændende.

Privat holder Tove sig heller ikke i ro. Hun elsker naturen. Enten på cykelture i området, eller på længere rejser til fx Australien og Canada.

I lokalsamfundet er en hun også en samlende naturkraft og har i årevis været initiativtager og kok til populære fællesspisninger for 60-100 borgere i No Forsamlingshus.

Fem år i træk afviklede hun desuden en madskole for 15-20 skolebørn i sommerferien. Formålet er at lære nye generationer om vigtigheden af at vælge gode råvarer, og hvor de kommer fra.

Fremtiden er lys
Om fremtiden er Tove fortrøstningsfuld.

– Landmænd er de fødte optimister. De har mange ideer og er gode til at se muligheder, selvom tiderne kan være svære.

– Derfor er der mange spændende virksomheder i landbrugserhvervet, som udvikler sig hele tiden. Det skal man huske, pointerer Tove Holm Vistedsen.

Vestjysk er vært ved en reception den 11. oktober 2019 kl. 13:00 for landmænd, forretningsforbindelser, kolleger, naboer, venner og familie i Rep.salen på Herningvej 3 i Ringkøbing.

 

 

Tilbage til toppen