L&F og vestjysk: Undgå at besøge ulvestresset kvæg

26. juni 2020

Pas på kvæget, hvis I går i naturen i de områder af Jylland, hvor der er ulv. Sådan lyder opfordringen fra landboforeningen vestjysk og brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer forud for sommerferien, hvor der ventes mange gæster i naturen. 

“Det har altid været nødvendigt at have respekt på kreaturer. Især tyre og køer med kalv. Men i de områder, hvor der nu også er ulv, appellerer vi til, at man er særligt påpasselig som gæst på arealer, hvor kvæget græsser som naturpleje. Ulvens tilstedeværelse stresser dyrene, og man skal især være opmærksom, hvis man har hund med. Det er bedst helt at lade være, men hvis man alligevel har den med, skal den holdes i kort snor og på god afstand af kvæget”, siger Søren Christensen, formand for landboforeningen vestjysk.  

Opfordringen skyldes, at flere vestjyske kvægavlere de seneste år har oplevet, at ulven jager med kreaturerne. Angrebene, der har kostet flere kalve livet, efterlader resten af besætningen som meget stressede. 

“De bliver aldrig sig selv igen. De stressede dyr er svære og farlige at håndtere for landmanden, og vi er derfor også bange for, at fremmede gæster blandt dyrene risikerer at komme alvorligt til skade. Vi anbefaler, at man kun går ind til kvæg, hvor der er en lokalkendt guide med”, siger Søren Christensen.

Den såkaldte ulvestress har allerede fået flere kvægavlere til at opgive eller drosle ned på besætningen, ligesom økologiske mælkeproducenter frygter for at lukke deres dyr ud på græs, som de er forpligtiget til at gøre i sommerhalvåret. 

Landbrug & Fødevarer bakker derfor op om opfordringen til at undgå gæster blandt græssende kvæg i de berørte områder. 

“Det er ekstremt farligt, og det er nogle voldsomme beretninger, vi hører fra både kødkvægavlere og mælkeproducenter. I Landbrug & Fødevarer vil vi nu tage initiativ til at få undersøgt omfanget og konsekvenserne af ulvestressen. Det er hverken godt for dyrevelfærd, arbejdsmiljø eller naturen”, siger Thor Gunnar Kofoed, næstformand i Landbrug & Fødevarer. 

FOTO: Thor Gunnar Kofoed besøgte tidligere i denne uge de vestjyske kvægavlere Caspar Rostbøll, Karl Nielsen og Søren Christensen, der alle har oplevet, at ulvene stresser deres dyr.

Yderligere oplysninger:
Søren Christensen, formand for landboforeningen vestjysk, tlf. 20940264

Thor Gunnar Kofoed, næstformand for Landbrug & Fødevarer, tlf. 26231114

Tilbage til toppen