Når der er langt mellem husene, rykker folk tættere sammen

5. januar 2021

Svinepest, fugleinfluenza, vandplan 3, Brexit og ikke mindst tabet af et helt erhverv, der på den mest forfærdelig vis er nedslagtet og udslettet, har fyldt en stor del af det forgangne år.

Aldrig har der været større behov for ét samlet landbrug, der står sammen, kæmper sammen og som ser den lysere fremtid for erhvervet. »Og når der er langt mellem husene, rykker folk tættere sammen«, siger formand for vestjysk; Søren Christensen.

Selvom 2021 også er et farvel til Storbritannien i EU, så har landbrugets fælles andelsselskaber længe forberedt sig på den nye handelssituation.
»Men det er klart, at der vil være en vis usikkerhed om den fremtidige fødevareeksport over Nordsøen«, siger Søren Christensen.

Formanden peger desuden på, at landbrugets politiske indsats fremover både nationalt og lokalt vil være præget af klima- og natur-dagsordenen.
»Vilde dyr bag statslige hegn og urørt skov står højt på politikernes ønskeliste, men vores fokus vil være at bidrage med alternative løsninger, der sikrer et fortsat stærkt og bæredygtigt fødevareerhverv i en natur, hvor alle er velkomne«, siger han.

»Landbruget forvalter en stor del af det danske landskab, og i et demokrati forventer vi også som erhverv at blive lyttet til.«

Konsolideret 
Internt har vestjysk også rustet sig til fremtiden: Ny topledelse, udskiftning på centrale poster og i 4. kvartal er der ansat adskillige nye medarbejdere, hvilket allerede har resulteret i en hel del nye kundehenvendelser.

»Udfordringerne kan forekomme næsten uoverstigelige, men vi er i vestjysk bevidste om at sikre vore landmænd den bedst mulige rådgivning i netop denne svære tid«, pointerer direktør René Andresen.
Som ny direktør i vestjysk ser han en masse potentiale i erhvervet, men fokus er i høj grad lige nu på de, der så brutalt og retsstridigt har fået revet deres livsværk væk for altid.

»I vestjysk arbejder vi vedvarende på at hjælpe avlerne, familierne og medarbejdere bedst muligt videre«, pointerer han.

»Fremtiden er på mange måder uvis, men én ting er helt sikkert. Vi bestræber os alle på at yde vores ypperste for at fortjene vore kunder, og medlemmers tillid hver dag, siger René Andresen.

vestjysk ønsker alle et godt nyt år, hvor vi alle kommer godt videre sammen.

Med venlig hilsen

René Andresen
Direktør
  Søren Christensen
Formand
Tilbage til toppen