Vestjyske problemulve skal væk nu 

26. februar 2018

Det er fint nok, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har varslet et opgør med EU’s fredning af ulven, men husdyravlere har brug for, at der sker noget med det samme de steder, hvor ulven gang på gang angriber husdyr. Det fastslår formanden for Vestjysk Landboforening, Søren Christensen.

– På borgermødet i Holstebro i januar lovede ministeren, at ulven kunne reguleres der, hvor den er et problem. Og hvis de gentagne angreb på får i den vestjyske ulvezone ikke er et problem, så ved jeg ikke, hvornår det nogensinde bliver det, siger Søren Christensen.

Han peger på, at der i halvandet år har været stribevis af dokumenterede ulveangreb i området trods de afværgeforanstaltninger, som husdyrholderne har iværksat i samarbejde med Miljøstyrelsen.

– På et tidspunkt bliver det nok. Når man ser en massakre på 21 får bag såkaldt ulvesikkert hegn, så må vi konstatere, at man ikke kan hegne sig til en løsning. Så står vi i stedet med et kobbel problemulve, som man ifølge Miljøstyrelsens egen forvaltningsplan skal bortregulere. Om det drejer sig om en eller flere problemulve, må dna-prøverne kunne fortælle, men for de vestjyske husdyrholdere handler det om, at der gøres noget ved problemet, inden får, kvæg og heste for alvor skal på græs i de kommende måneder, siger Søren Christensen.

Vestjysk Landboforening frygter, at man foreløbigt kun har set toppen af isbjerget i forhold til ulveproblematikken. På foreningens hjemmeside har man derfor samlet informationer om, hvad husdyravlere kan gøre, hvis de frygter, at der er ulv i nærheden af deres dyr, eller hvis de finder husdyr, der ser ud til at være angrebet af ulv.

Billedtekst til fotoDna-prøver viser, at det var ulv, der stod bag massakren på 21 naturplejefår i Vestjylland.  

Yderligere oplysninger: 
Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening, tlf. 2094 0264
Miljøstyrelsens regler for regulering af problemulv 

Tilbage til toppen